Efter et noget koldt forår er vi nået til at der står ”sommer” i kalenderen, så må vi blot håbe, at vejret snart bliver til mere udeliv og hygge på terrasserne. Med sommeren kommer også sommerferien for personalet. Det betyder at vi alle skal huske på at tage rigtig godt imod de afløsere og vikarer, der hjælper os i ferien. Afløserne er gode og oplært til at hjælpe, men alligevel er det nok ikke helt det samme som den faste kontaktperson fx, derfor beder jeg om, at alle hjælper de nye til rette og er overbærende, hvis ikke alt er ”som det plejer”. Måske plejer du eller dine kære at læse Hareskovbonyt på internettet, og har derfor opdaget, at vores hjemmeside ikke har været opdateret som vanligt. Vi er desværre i den situation, at vores eksterne gode webredaktør, som har stået for siden i mange år, pludseligt er død. Vi har arbejdet på at få en ny til at passe siden, og vi håber, at siden nu er opdateret. Jeg beklager naturligvis, men som I kan se er der mildest talt tale om en Force majeure situation.
Med ønsket om en dejlig sommer til alle.
Klik her og læs den elektroniske udgave af Hareskovbonyt juni / juli 2019